10.01.2022.
Der har aldrig været større fokus på, hvor man kan optimere i en mere bæredygtig retning. Emballager er ét af stederne at sætte ind – ikke kun selve materialet men også det, der bliver trykt på etiketter, æsker osv. Det handler i høj grad om troværdighed i hele værdikæden, hvis man brander sig som en bæredygtig virksomhed/producent/leverandør.
Læsetid: 4-5 min.
Less ink – reducér mængden af trykfarver
Effekten ved at minimere mængden af trykfarver i et emballagedesign er ikke bare reduktion af trykfarve men også indvirkningen på alt omkring. Her taler vi om mindre affald, mindre olie, mindre plastik, mindsket tørretid i produktionen og en kortere leveringstid.
Det tekniske
Find alternativer til fuldfarveflade, overvej farvesammensætningen i neutrale farver og tilpas opløsningen til det ønskede resultat frem for konsekvent at udnytte trykmaskinens maksimale performance – og dermed et unødvendigt højt trykfarveforbrug. Tag trykkeriet med på råd fra starten af designprocessen, da der er mange steder at optimere.
Det æstetiske
Når det gælder æstetikken, så kan man i selve designet vælge eller designe fonte, der anvender en mindre mængde trykfarve. Ryman Eco fonten er et godt eksempel. Den er udviklet af Dan Rhatigan og skabt med fokus på balancen mellem æstetik, læsbarhed og trykfarvebesparelse. I forhold til f.eks. Arial og Times New Roman spares der ca. 30%.
Vi har også tidligere set eksempler på hvordan logoer fra nogle af verdens største brands kunne se ud, hvis mængden af trykfarver minimeres – uden at gå på kompromis med genkendeligheden. På et lille oplag af etiketter gør det måske ikke den store forskel, men signalværdien må ikke undervurderes. Og trykker man meget store oplag og leverer til hele verden – hvorfor så ikke udfordre designet og tage besparelsen og en kortere tørretid med. En økonomisk besparelse man kunne vælge at allokere til at vælge mere miljøvenlige trykfarver og dermed opnå en forbedret bæredygtig profil.
Better ink – vælg mere bæredygtige trykfarver
Udviklingen inden for mere miljøvenlige trykfarver er i gang. Og man har heldigvis muligheden for at vælge trykkerier med diverse certificeringer. Herunder f.eks. Cradle-to-Cradle – en miljøcertificering, der har fokus på, at produkt ikke forurener og tærer på jordens ressourcer og at det ovenikøbet indgår i naturens eget kredsløb. Cradle-to-Cradle tager højde for hele produktets livscyklus. Vælger du et Cradle-to-Cradle certificeret trykkeri undgår du bl.a. stoffer i trykfarverne, der skader mennesker og miljø.
Hvad kan du gøre som designer?
Find alternativer til fuldfarveflader, overvej farvesammensætningen i neutrale farver og tilpas opløsningen til det ønskede resultat frem for at udnytte trykmaskinens maksimale performance og dermed et unødvendigt højt trykfarveforbrug. Ta’ trykkeriet med på råd fra starten af designprocessen – der er mange steder at optimere.
Hvad kan I gøre som virksomhed, når I vælger nyt design?
Stil krav til designbureauet og sæt tid og økonomi af til, at de kan finde den mest optimale løsning med bæredygtighed for øje. Nogle gange skal der tænkes væk fra det, der umiddelbart ligger lige til højrebenet. Det kræver ofte ekstra økonomi, men det er værd at undersøge mulighederne og udfordre designet og materialevalget.
Helle Dollerup
Kreativ direktør helle@cameleon.dk
Siden 2005 har Helle har været en del af Cameleon, som hun i dag driver sammen med Mark. Hendes viden og erfaring favner bredt uanset om det drejer sig om komplicerede rentegninger eller kreative påfund. Derudover har hun en særlig interesse i trends inden for food trends og grafisk design til emballager og har i 2019 afsluttet trendsociologi som diplomfag.