06.05.2020.

Coronavirus har ændret meget i vores hverdag. Også hvad vi putter i indkøbskurven. Supermarkedskæder ser en stigning i salget af bl.a. matadormix, kanelgifler og ikke mindst K-Ø-D! Og hvordan kan det være, nu hvor vi for bare 3 måneder siden var i gang med en mindre ”plantefars-revolution”?

Læsetid: 2-3 min.

Når vi bliver ramt af en krisesituation, så søger vi helt naturligt det trygge og velkendte. Vi vender os mere indad og har ikke så meget fokus på at præstere over for vores omverden. Som situationen er lige nu, får vi ikke gæster, som vi skal servere ’trendy’ mad for og vi sidder ikke i pauserne på arbejdet og snakker med kollegerne om, hvad vi skal fremtrylle til aftensmad. Ligesom vi heller ikke bliver påvirket af den store verden omkring os i samme grad som for bare et halvt år siden. Coronavirus har med krisestemningen vækket vores dyriske side til live og så vil vi bare ha’ mere kød… og knap så meget plantefars. Stigningen på kødsalget svarer ifølge Salling Group/TV2-nyhederne til faldet på veganske produkter og det bliver interessant at følge tallene det næste halve år og ikke mindst helt omme på den anden side af Corona. Hvilke ’nye vaner’ bliver hængende og hvilke forbliver blot en ændret livsstil i en ganske kort periode, hvor vi helt naturligt havde andre behov?

Vælger forbrugerne en ny retning?

Vi tror nu fortsat på, at dette mere er en tendens i døgnfluestørrelse end at forbrugerne pludselig drejer fra. De vil fortsætte vejen mod en hverdag med mindre kød og flere plantebaserede fødevarer (nogle i et højere tempo end andre)… og hvis vi kigger på Naturli’, der for syvende år i træk høster et større millionoverskud og i 2020 forventer at lancere 40 nye produkter, så er Coronakrisens forandrede indkøbsvaner blot en reminder om, at inderst inde, når krisens vinde blæser, så er vi alle blot tryghedssøgende individer – der for tiden har mulighed for, at fortære 300 g ribeye til aftensmad uden at blive afsløret ;-)

LIGE NU søger vi altså tryghed i det velkendte og vores instinkter tilbage fra for tusindvis af år siden er for en stund vækket til live… vi vil ha’ mere kød og knap så meget plantefars. Vi går mindre op i sundhed og køber lidt ekstra lækkert ind – og mon ikke der også kommer en lille stigning på indtjekningerne på fødegangen lige omkring årsskiftet, for der har kriser det jo også med at markere sig.

Helle Dollerup
Helle Dollerup

Bureauchef & AD’er helle@cameleon.dk

Siden 2005 har Helle har været en del af Cameleon, som hun i dag driver sammen med Mark. Hendes viden og erfaring favner bredt uanset om det drejer sig om komplicerede rentegninger eller kreative påfund. Derudover har hun en særlig interesse i trends inden for food trends og grafisk design til emballager og har i 2019 afsluttet trendsociologi som diplomfag.