Emballagedesign til DropStop – Schur Consumer Products
Opgaven for Schur bestod i at redesigne det velkendte, patenterede produkt DropStop: Skænk vin uden at spilde en dråbe.
Schur efterspurgte et redesign for at skabe ny opmærksomhed omkring produktet både hos det mere modne segment men også for at udnytte potentialet hos de yngre forbrugere, som endnu ikke kender til DropStop.
To målgrupper, to forskellige redesigns til DropStop
Opgaven har resulteret i to meget forskellige koncepter: KLASSISK og CREATIVE, der hver især retter sig mod bestemte målgrupper og occasions, og som med det nye design, der tager udgangspunkt i trends, sætter den rette stemning.
KLASSISK designretning:
Den klassiske designretning er henvendt til en målgruppe, der kan lide minimalistisk design, som typisk har noget viden og præferencer for vin. De har typisk investeret i et høj-prisklasse spisebord etc. De værner om deres møbler og vil gerne have at alt fremstår rent og pænt, når de har gæster.
De kender i mange tilfælde DropStop både på udseende og egenskab. Med det cirkulære udsnit og indkig til den runde DropStop, hvor man kan vælge den i enten sølv, guld eller kobber, og med en beskrivende produkttekst, formidles produktets funktion på en æstetisk måde; ingen spild ved skænkning.
Taktile finesser og kreativ, formidlende SRP
Partiel forhøjet lak i kombination med sort og mørk grå på emballagen, udstråler både kvalitet, eksklusivitet og imødekommer forbrugernes stærkt stigende ønske om taktile oplevelser.
SRP’en har en figurskåret vinflaske med DropStop i flaskehalsen og understreger dermed produktets funktion og skaber opmærksomhed i butikken.
CREATIVE – DropStop i farver til en yngre målgruppe
Til den yngre målgruppe valgte vi et mere levende, modigt og ungt design. Det varierer i farver og har indarbejdet quotes. De overordnede designlinjer som udstansning, format og logo videreføres fra den klassiske udgave og sikrer brandets genkendelighed trods den store forskel i designtilgangen.
Med rod i retrostil og staffagefarver har vi skabt nogle stærke farvekombinationer, som er med til at give et dynamisk og farverigt varespejl og et produktdesign, hvor man som forbruger tager stilling til, hvilken man bedst kan li’. Farven på selve DropStop-produktet giver også anledning til at vælge den farve, der matcher ens vinvalg bedst – oplagt til den sprælske udvikling inden for design af vinetiketter… og helt perfekt til Instagram og Snapchat.
Målgruppen går meget op i at finde unikke løsninger og produkter, der kan signalere, hvilken personlighed de har.
Da mange i denne målgruppe ikke kender til produktet, var det vigtigt at finde frem til en tydelig kommunikation af, hvad produktet er og kan. Og her står illustrationen med flaske, DropStop og vin på forsiden af emballagen som en stærk medspiller.
Occasions – DropStop med personlighed
Brugssituationen og giveaway er også en vigtig faktor i forhold til at ramme den unge forbruger. Konceptet har ekstra kant ved at bruge ordsprog og hilsener, hvilket gør dette DropStop-design mere personligt og det kan derudover også bruges som en værtsgave eller et takkekort til en man synes, fortjener det. Det involverer forbrugeren på en hyggelig og vedkommende måde.
Shelf-Ready-Packagings kan være afgørende
Hvordan produktet sendes ud til butikkerne er også afgørende for salget. Det skal være simpelt at pakke ud, der skal være minimalt spild af emballage, det skal se pænt ud og SRP’en har derudover mulighed for at kommunikere noget særligt omkring produkterne.
Til DropStop har vi arbejdet med netop at vise produktet i brug. I CREATIVE-udgaven er flasken en integreret del af æsken, da det er låget, der foldes op, således det både er nemt at pakke ud, præsenterer produkterne pænt og kommunikerer produktets funktion meget tydeligt. Ved den KLASSISKE udgave er materialerne kraftigere, delt op så flasken ligger for sig og SRP’en fremstår generelt mere luksuriøs – helt i tråd med målgruppens præferencer.