• Wassim-case.jpg
  • Wassim-case-1.jpg
  • Wassim-case-3.jpg
  • Wassim-case-2.jpg

Emballagedesign


Kunde: Lidl, Danmark
Opgave: Eksklusiv private labelserie


Dogmeregler blev omdrejningspunktet for designet til ny, stor fødevareserie til Lidl


Lidl har lanceret de første produkter i en eksklusiv serie af fødevarer i samarbejde med michelinkokken Wassim Hallal. Serien kommer til at indeholde mere end 150 produkter, som spænder over alt fra speltmel til marcipanbrød, ost og pighvar. Hos Cameleon Creatives er vi meget stolte over at have udviklet emballagedesignet, som er resultatet af en kreativ proces i samarbejde med Lidl og Wassim Hallal. Det er foregået lige efter vores hoved – og måske ikke helt efter bogen. Til særlige typer af designopgaver vælger vi nemlig at arbejde med det, vi kalder dogmeregler i stedet for stramme designguides. Dogmeregler er simple regler, som skaber retningslinjer for et design, men efterlader nok frihed til designeren til at fantasien kan gå på vandring. Man skaber nogle overordnede rammer for en designserie, som sikrer genkendelighed og sammenhængskraft – og som afspejler brandets strategiske mål. Men man sørger for at gøre rammerne så vidde, at det kreative arbejde handler om mere end bare at finde et billede, der passer ind i en forudbestemt skabelon, hvilket kan blive alt for ensformigt. Både for designeren, men også for forbrugeren. Og netop fordi designet skulle dække så mange forskellige produktkategorier og emballagetyper, var det en stor frihed at have flere strenge at spille på og tage udgangspunkt i det enkelte produkt. Ét design fungerer sjældent lige godt på alle typer emballager og i alle kategorier. Med dogmereglerne har produktporteføljen fået en samlet identitet uden at gå på kompromis med differentieringen.


Men 150 produkter alligevel?


Her stikker din sunde skepsis måske sit hoved frem. Det lyder fint med dogmeregler, men er det virkelig nok, når man skal designe en serie på 150 produkter? Er der ikke brug for stramme tøjler og en bane, der er kridtet helt hårdt op for at det visuelle udtryk ikke bliver for løst og usammenhængende? I al ydmyghed er svaret nej – snarere tværtimod. Efter flere kreative udviklingsmøder med Lidl og Wassim Hallal havde vi nogle helt klare ideer om, hvilken retning designet skulle i og fik valgt farver, former og materialer. Det var vigtigt, at produkterne kunne stå alene og være noget i sig selv, og at de samtidig kunne ses som del af en større sammenhæng. Lidl lagde fra starten barren meget højt og stilede mod, at skabe noget helt nyt, der ville signalere høj kvalitet, og som kunne repræsentere både Wassim Hallal og Lidl i deres fælles mission om at give danskerne de bedste kvalitetsprodukter til de bedste priser. Så alle parter var helt med på en kreativ proces, der gik sine egne veje, og da vi vendte tilbage med en række moodboards blev der hurtigt sat retning på projektet, der resulterede i seks dogmeregler for produktserien.


Designets seks bud


De seks dogmeregler vi har arbejdet med i Wassim Hallal serien er:
- Farver: Vi har arbejdet med kobber, sort og hvid som de tre eneste farver, men vi har givet designerne total frihed til at disponere vægtningen af dem i det enkelte produktdesign
- Prikker: Alle designs indeholder et prikmønster i en eller anden form. Nogle gange er det stanset ud, andre gange er det præget på. Mønsteret kan ligeledes have fremhævede prikker, der danner former, som f.eks. en særlig kornsort, smagsvariant el.lign.
- Effekter: Giv det en effekt! Om det er lak, præg eller udstansning, så var reglen, at alle designs skulle have en effekt af en art
- Fonte og hierarki: Det slipper man ikke udenom. Man er nødt til at have klare regler for fontbrug og budskabshierarki på de forskellige produkter. Hvad vil man have frem og hvor skal differentieringen ske i teksten? I WH-serien har vi lagt vægt på de lokale producenter, fordi der er en trend for, at forbrugerne ønsker det lokale og det økologiske. Derudover sker differentieringen på smagsvarianten. Det er nemlig vigtigere at kunne se, om det er vanilje eller karamel frem for at det er fremhævet, at det er is – da det jo allerede står på frys sammen med en masse andre is.
- Mærkninger: Alle designs skal selvfølgelig give plads til de relevante mærkningsordninger, som fx Ø-mærket og Nøglehullet
- Logo: Wassim Hallals logo er naturligvis repræsenteret på alle produkter som afsender


Med de seks regler i ryggen har vi skabt et visuelt univers, som er varieret, interessant og præcist afspejler missionen om at ”Kvalitet skal være for alle”. Lidl har med serien sat nye standarder for udvalget i discountkæder, som er i en rivende udvikling. Det skyldes bl.a. at kunderne i øget grad efterspørger kvalitets- og gourmetprodukter. 


Call To Action

Efterlad en kommentar.