Emballagedesign til Java Brænderiet – et kaffebrænderi med 100 års erfaring
Java Brænderiet er et erfarent brand, når det kommer til kaffe. Med snart 100 års erfaring udvælger de deres kaffebønner nøje, og indkøber og rister dem på eget risteri i Roskilde.
Java Brænderiet kom til os med ønsket om at opdatere emballagerne i deres specialkaffekategori, som sælges i specialhandlen. Målet var især at ramme den yngre del af det kaffedrikkende segment – dette med tydelig storytelling i designet og et fokus på faglighed og nørderi. Prikken over i’et var, at emballagerne skulle kunne skabe blikfang i gavekurve og på butikshylden.
Kunde
I.M. Frellsen K/S
Opgave
Emballagedesign og -strategi til Java Brænderiets specialkaffer
Kompetencer
Historie, kvalitet og nørderi
Designprocessen udsprang af nøgleordene historie, kvalitet og nørderi. Ordene indrammer Java Brænderiets lange erfaring, store viden og deres grundighed, dedikation og høje faglighed, når det kommer til udvælgelse af kaffebønner, ristning samt brygning. I forlængelse af disse nøgleord, valgte vi at arbejde med arketypen/brandpersonligheden Den Vise. Den Vise er karakteriseret ved egenskaber som intelligens, erfaring, troværdighed, eftertænksomhed, en analytisk tilgang og selvfølgelig visdom. At vælge arketypen Den Vise til Java Brænderiet gav god mening – brandets lange historie og erfaring passer perfekt med brandpersonligheden. Desuden matcher den også målgruppen godt, da målgruppen går op i at nørde igennem, når det kommer til kaffe – det handler om informationssøgning, læring og ekspertviden.
Med udgangspunkt i nøgleord og arketype tog vi hul på moodboard-processen, hvor vi undersøgte kaffens oprindelse og historie samt de visuelle koder, der knytter sig til kaffe – bl.a. traditionelle kaffesække i lærred. På disse kaffesække ses ofte kraftig og robust typografi i forskelligartede skrifttyper med variabel opsætning. Ligeledes kiggede vi på Java Brænderiets historie og visuelle udvikling gennem tiden.
Udtrykket blev en kombination af Java Brænderiets visuelle historie og de genkendelige kaffesække med tydelige tråde til arketypen Den Vise.
Et design med typografisk fokus
Designet består først og fremmest af kaffens navn, som er fremhævet med typografi med varierende bogstaver. Udformningen er lavet i letterpress-stil – bogstaverne er uperfekte og fremstår håndlavede, hvilket netop støtter op om Java Brænderiets fokus på det gode håndværk. Typografien står med en differentieringsfarve, der er iøjnefaldende og som går igen i båndet nedenunder, så farven står tydeligt frem på designet. Ligeledes fremgår kaffens oprindelse eller typen samt Java Brænderiets logo, som vi i forbindelse med designudviklingen fik lov til at opdatere – det blev rentegnet og forsimplet, så det i dag står helt skarpt.
Nederst på etiketten er alle informationerne, som man kan nørde ned i som forbruger, samlet. Her finder du information om kaffen, forarbejdning, oprindelsesland, høst og hvilke smage, du skal lægge mærke til, når du drikker kaffen. Derudover finder du et smagsbarometer, som giver indblik i kaffens fylde, friskhed, sødme, eftersmag og kompleksitet.
Kombinationen af elementerne i designet understøtter til fulde fortællingen om Java Brænderiet som Den Vise, der deler ud af sin erfaring, faglighed og den komplekse viden, der knytter sig til kaffe. Ønsket er at lære fra sig, så flere kan få samme oplevelser og erfaringer med god kaffe.
Branding med arketyper
Fangede vores brug af en arketype i designprocessen din interesse? Du kan du læse mere om arketypebranding lige HER